Digital transformation og ændringer i arbejdsmodeller har drastisk ændret cybersikkerhed. Medarbejdere er nødt til at arbejde eksternt og få adgang til data uden for virksomhedens netværk. De samme data deles også med eksterne samarbejdspartnere som partnere og leverandører.
Processen med at flytte data fra en on-premises model til et hybridt miljø er ofte en lukrativ lokkemad for angribere til at udnytte og kompromittere hele netværkssikkerheden.
I dag har organisationer brug for en sikkerhedsmodel, der kan tilpasse sig kompleksiteten i post-pandemiske arbejdsmiljøer og fjerntliggende arbejdsstyrker. Denne nye tilgang skal være i stand til at beskytte enheder, applikationer og data uanset deres placering. Dette er muligt ved at vedtage en Zero-Trust sikkerhedsmodel.
Så hvad er Zero-Trust-sikkerhedsmodellen? Lad os finde ud af det med Quantrimang.com gennem følgende artikel!.
Hvad er Zero-Trust-sikkerhedsmodellen?
Den traditionelle netværkssikkerhedsmodel stoler på enhver bruger og enhed i netværket. Det iboende problem med denne tilgang er, at når cyberkriminelle først får adgang til netværket, kan de bevæge sig frit gennem interne systemer uden megen modstand.
På den anden side betragter Zero-Trust sikkerhedsarkitekturen alt og alle som fjendtligt. Udtrykket "Zero-Trust" blev først opfundet i 2010 af John Kindervag - en analytiker hos Forrester Research - og er bygget på kerneprincippet om aldrig at stole på nogen og altid verificere alt.
Zero-Trust-modellen kræver streng identitetsbekræftelse af alle brugere og enheder, før de giver dem adgang til ressourcer, uanset om de er på eller uden for netværket.
Principper for Zero-Trust-rammen

Zero-Trust er en strategi, hvorved netværksadministratorer kan bygge et sikkerhedsøkosystem
Zero-Trust sikkerhedsmodellen er ikke en enkelt teknologi eller løsning. I stedet er dette en strategi, hvorved netværksadministratorer kan bygge et sikkerhedsøkosystem. Nedenfor er nogle principper for Zero-Trust sikkerhedsarkitektur.
1. Løbende verifikation
Zero-Trust modellen antager, at der er angrebsvektorer både i og uden for netværket. Derfor bør ingen bruger eller enhed automatisk have tillid til og gives adgang til følsomme data og applikationer. Denne model verificerer løbende identitet, privilegier og sikkerhed for brugere og enheder. Efterhånden som risikoniveauet ændrer sig, tvinger forbindelsesforsinkelsen brugere og enheder til at genbekræfte deres identiteter.
2. Mikrosegmentering
Mikro-segmentering er praksis med at opdele sikkerhedsperimetre i mindre segmenter eller regioner. Dette hjælper med at opretholde separat adgang til separate dele af netværket. For eksempel vil en bruger eller et program med adgang til én zone ikke kunne få adgang til en anden zone uden passende autorisation.
Mikrosegmentering hjælper med at begrænse angribernes bevægelser, når de først får adgang til netværket. Dette reducerer kraftigt angrebets kraft, fordi hvert segment af netværket kræver en separat autorisation.
3. Princippet om mindste privilegium
Princippet om mindste privilegium er baseret på at give brugere den nødvendige adgang til en brugssag eller operation. Det betyder, at en specifik brugerkonto eller enhed kun vil få adgang til én use case og intet andet.
Netværksadministratorer skal være forsigtige, n��r de giver adgang til brugere eller applikationer og huske at tilbagekalde disse privilegier, når der ikke længere er behov for adgang.
En politik med mindst privilegeret adgang minimerer brugerens eksponering for følsomme dele af netværket og reducerer derved nedfaldet fra angreb.
4. Slutpunktsikkerhed
Ud over mindst privilegeret adgang tager Zero-Trust-modellen også foranstaltninger til at beskytte slutbrugerenheder mod sikkerhedsrisici. Alle endepunktsenheder overvåges løbende for ondsindet aktivitet, malware eller anmodninger om netværksadgang, der er startet fra et kompromitteret endepunkt.
Fordele ved at implementere en Zero-Trust sikkerhedsmodel

Zero-Trust løser en række problemer, der ofte opstår med traditionelle sikkerhedsmodeller
Zero-Trust løser en række problemer, der ofte opstår med traditionelle sikkerhedsmodeller. Nogle af fordelene ved denne ramme for cybersikkerhed omfatter:
1. Beskyttelse mod interne og eksterne trusler
Zero-Trust behandler alle brugere og maskiner som fjendtlige. Den registrerer trusler, der stammer fra uden for netværket, såvel som interne trusler, der er svære at opdage.
2. Reducer risikoen for datafiltrering
Takket være netværkssegmentering er adgangen til forskellige netværkszoner strengt kontrolleret i en Zero-Trust-model. Dette minimerer risikoen for, at følsomme oplysninger flytter ud af organisationen.
3. Sørg for sikkerheden for din eksterne arbejdsstyrke
Det hurtige skift til cloud-applikationer har banet vejen for fjernarbejdsmiljøer. Medarbejdere kan samarbejde og få adgang til netværksressourcer fra hvor som helst ved hjælp af enhver enhed. Endpoint-sikkerhedsløsninger hjælper med at holde en sådan distribueret arbejdsstyrke sikker.
4. En god investering for at forhindre tab af data
I betragtning af hvor dyre databrud kan være, bør implementering af en Zero-Trust-sikkerhedstilgang betragtes som en stor investering for at bekæmpe cyberangreb. Enhver penge brugt på at forhindre tab af data og tyveri er godt givet ud.